Vi bringer her interview af journalist Nikolaj Baldur Hansen med Business Slagelses formand Torben Kjerluff, der blev bragt i Sjællandske Nyheder torsdag d. 23. april 2026:
Forening kalder på mere byudvikling: – Vi risikerer at må aflyse arrangementer
Verden er urolig, inflationen er høj, og forbrugertilliden er under pres. Alligevel er der grund til optimisme i Slagelse. Det var et af de centrale budskaber, da Business Slagelse mandag aften holdt generalforsamling på Innova i Slagelse.
Under generealforsamlingen var specielt detailhandelen og byudvikling i fokus.
Handl lokalt
Et gennemgående tema under generalforsamlingen var en opfordring til byens borgere om at handle lokalt.
I deres årsberetning pegede bestyrelsen i Business Slagelse på, at detailhandlen i hele landet generelt er udfordret – og det gælder også lokalt. Nethandel fylder mere, og mange butikker kæmper i de mindre byer.
– Kommunen, Borgerne og butikkerne har et stort ansvar for, at butikkerne overlever, og at vi derved bevarer en levende og interessant bymidte, understregede Business Slagelse i deres beretning.
I de større byer, hvor bymidten prioriteres, både af erhvervslivet og politisk, ser det dog ud til at detailhandelen går bedre.
Og ifølge den lokale erhvervsforening er der meget uudnyttet potentiale i Slagelse, der med en VestsjællandsCentret, bymidten og Megacenteret ved Japanvej kan blive en endnu stærkere handelsby.
Intet byliv uden byudvikling
Business Slagelse står bag en lang række aktiviteter året rundt i byen. Det gælder blandt andet Fastelavn, Street Art Festival, Sct. Michaels Nat, juleaktiviteter og erhvervsarrangementer.
Flere af arrangementerne risikerer ifølge Business Slagelse at blive aflyst, hvis ikke der fremadrettet bliver et større politisk fokus på udviklingen af bymidten, herunder mere smidighed i brugen af byens torve.
– Der skal de kommende år ske en byudvikling af Slagelse by. En spændende og levende bymidte tiltrækker også kunder og nye borgere. Slagelse Kommune har rigtig mange år ikke afsat penge til udvikling af Bymidten til trods for mange gode projekter. Seneste projekt var på Fisketorvet, som desværre også blev skrinlagt. Grundet økonomien har Slagelse Kommune ikke brugt penge på anlægsinvesteringer, og det er nødt til at ske fremover, understregede Business Slagelse under generalforsamlingen.
Foreningen ønsker fremover at fokusere på fire centrale torve: Fisketorvet, Nytorv, Rådhuspladsen og Træskogården. Rådhuspladsen er tiltænkt som byens festplads, mens Nytorv skal være et opholdssted for familier.
Generalforsamlingen sluttede med en klar opfordring: Slagelse skal tales op – ikke ned.
– Det er meget vigtigt – Slagelse kan så meget, og byen er i konstant udvikling. Vi skal alle tænke positivt, og tro på, at vi sammen kan få et styrket handelsliv og en dejlig bymidte i Slagelse, der summer af liv med en masse aktiviteter og events, siger formand for Business Slagelse, Torben Kjerulff slutteligt.